De var blevet gamle sammen, og de havde kendt hinanden hele livet. Der kom ingen overraskelser.
Han var 7 år ældre end hende og havde været med sin mor på barselsvisit på nabogården, som blev kaldt den røde gård. Her var født en lille pige. Hun fik efterhånden 3 brødre, medens han forblev enebarn. Han manglede ofte selskab, så det var en god oplevelse at komme i skole, selvom det kun var hver anden dag hos lærerinden der underviste de ”små” den ene dag og de ”store”, der var et eller to år ældre, den anden. Det gjorde en stor forskel om man var 7 eller 9 år gammel.
Pigens mor var fra ganske ung plaget af leddegigt, men havde trods sin sygdom en ukuelig energi. Faderen kom fra Jylland og tilførte derfor egnen nyt blod. De startede med at købe gård på et tidspunkt hvor landbrugspriserne var meget lave. Der var ikke meget at slå til side med, men de klarede sig med det der var.
På nabogården, som var en gammel slægtsgård, var gælden noget mindre, men de var ikke lykkeligere af den grund. Familien havde haft jorden siden 1653 først som fæster under Sorø Akademi og som selvejer fra 1856. Sønnen gik i den samme skole som hans farfar og far.
Hver Anden dag i 7 år gav ikke de store kundskaber.
Hun gik i den lokale forskole, men på grund at dårlige cykeldæk og uasfalterede veje, flyttede hun til Realskolen i købstaden. Hendes 2 år yngre bror kørte på faste ringe, på grund af krigen var der mangel på næsten alt og man fik erstatningsvarer af en ringere kvalitet. Han kom også på Sorø Realskole. Den anden bror var yderlige 3 år yngre. På grund af moderens svære gigt skulle hun på Gigtsanatorium og drengen, som var 2 år kom i pleje hos mandens søster i Jylland. Hun havde ingen børn og blev så glad for ham at han blev der. Den sidste bror blev født endnu 6 år senere.
Drengen på den hvide gård var færdig med skolen og var konfirmeret året før krigen startede
Danmark blev besat af nabolandet og kort tid senere kom der indkvartering ude på gårdene af fremmede soldater. Det var egentlig helt spændende for den 15 år gamle knægt. De var her dog kun i kort tid. Som tiden gik, blev vi klar over hvad der foregik. Det var en grusom tid.
Drengen arbejdede hjemme på gården. Mange af hans jævnaldrene måtte ud at tjene og mødte den barske hverdag med lange arbejdsdage med hårdt slid. På grund af den lidt mangelfulde skolegang,
fik han lov til at komme på Sorø Ungdomsskole og et par år senere på Kærehave Landbrugsskole.
Under krigen blev der skåret tørv i alle moser, der var tørvemose på begge gårde. Der blev skovet brænde i alle skovene og alle ris og træstubbe blev brugt.
Efter at have haft plads på et par af egnens gårde, tilbragte den unge mand en vinter på Den Jyske Idrætsskole. Gymnastik, idræt og boldspil fyldte meget af den sparsomme fritid.
På den røde gård var der altid liv og indimellem drillerier blandt søskende og moderen havde svært ved at styre dem, så måtte faderen tage ”bissen” på. Det var svært at skaffe tøj og man syede trøjer af gamle rullegardiner og cottencoats af lagener.
Krigen sluttede efter 5 års besættelse og vi fik at vide hvilke grusomheder der havde fundet sted.
Nu kunne man rejse til udlandet og på idrætsskolen var der 4 nordmænd der fortalte om deres dejlige land. Sammen med et par kammerater fandt han nogle landmænd i Norge, der manglede karle. Det viste sig at være i Nord-Trøndelag. Det var en lang rejse og helt andre forhold. Vi havde det virkelig godt, men lønnen var langt mindre end i Danmark. Vi må have gjort arbejdet tilfredsstillende for efter 3 måneder var de villige til at betale samme løn som vi kunne få hjemme. Desværre havde vi slidt vort tøj helt op uden mulighed for at købe nyt. Norge havde været endnu hårdere ramt af krigen end os.
Vi besluttede os for at rejse til Sverige, hvor man kunne købe alt hvis man havde penge. Det havde vi ikke, så vi måtte finde et arbejde der. Vi var utrolig heldige at få job det første sted vi henvendte
os. Det var på en herregård lige vest for Väneren hvor der arbejdede 30 mand. De fleste var ældre husmænd, der ikke brød sig om den moderne mekanik så vi fik lov at lave det vi syntes var interessant. Efter en tur i de skånske sukkerroemarker rejste vi til Hanherred , hvor en af kammeraterne var fra. Den tredie var rejst hjem fra Norge fordi hans fars karle var blevet syge.
I Nordjylland var folkene meget flinke og han ville nødig rejse derfra, men han blev indkaldt som soldat i Vordingborg. Først som rekrut, så menig og sidst korporal. Det var en hård tid, men bagefter ville han ikke have undværet den.
Kort tid efter hjemsendelsen, havde forældrene på den hvide gård sølvbryllup. Blandt gæsterne var pigen fra den røde gård. Hun var blevet en meget attraktiv pige og Amor skød sin pil og ramte dem begge. Det blev starten på et kærligt venskab, der holdt livet ud. De nød hinandens selskab intenst.
Efter en tid fandt den unge mand på at rejse til England og snart fulgte hun efter. De fik mange venner og fik set meget af landet. De købte en Ariel motorcykel den gav stor bevægelsesfrihed.
Da de havde været der i et par år, kaldte militæret igen og han måtte tage hjem til omskoling for at lære nogle nye våben at kende.
Hun tog plads i Lyngby og han var karl på en gård på egnen.
De ville gerne snart giftes, nu havde de været forlovet i 5 år, men man skulle have et sted at bo.
En af egnens godsejere tilbød dem en plads på en af hans forpagtergårde hvor der fulgte et hus med.
Brylluppet blev holdt med stor festivitas og det unge par nød til fulde at være sammen.
Det medførte at der året efter blev født en lille pige, som var meget velkommen. For at hun skulle have en legekammerat kom der en pige til et par år efter.
De havde forpagtet en lille ejendom tæt på deres hjem så de kunne have glæde og gavn af hinanden.
Efter 5 års forløb overlod faderen gården til sønnen og de flyttede til hans fødehjem.
Der var meget arbejde men der var mange der ville hjælpe dem. De søgte aldrig arbejdskraft, den kom bare. Der var mange forskellige nationaliteter og vi klarede os på engelsk eller tysk.
De fik også besøg af folk fra mere eksotiske lande når de var her på studietur.
Uden egentlig at have planlagt det blev vi velsignet med en søn 14 år efter den yngste pige.
Det var en glædens dag og da pigerne havde vænnet sig til at have en lillebror, blev de også glade for ham. Heldigvis har deres venskab holdt hele livet indtil nu.
De klarede sig godt i skolen og fik en god uddannelse med deraf følgende gode job.
Pigerne fik ikke børn men drengen har et par kvikke drenge.
Da de ”gamle” havde drevet gården i 40 år blev jorden forpagtet ud til en god ven og samarbejdspartner. De boede stadig på den gamle gård, men det kneb med vedligeholdelsen.
Der var en ung pige som gerne ville afløse dem, og da hun var færdig med sin uddannelse og var blevet gift overtog de unge mennesker ejendommen og de fik hurtigt en søn.
Vi fandt en passende bolig tæt på byen og nær ved skov og sø i et dejligt kvarter hvor beboerne kommer hinanden ved. Mange af vore venner og bekendte er faldet væk og vi står for tur.
2014-10-08